Kategoriarkiv: Bagom

Balladen om webhotellet

Jeg har i mange år (mere end 10) benyttet mig af et webhotel i Flensborg. Sidste år fik jeg at vide, at de ville flytte aktiviteterne til en ny serverpark. Dette skete i efteråret og i første omgang gav det mig lidt arbejde, men op kom siden her da.

Så for en måned siden begyndte det at gå helt galt. Siden var ofte nede, og min private mail ligeså. Min firmamail ligger hos en anden udbyder. Jeg gættede på, at den slags problemer hurtigt ville blive klaret, men nej ikke denne gang. Her en måned senere er problemerne lige så påtrængende som de hele tiden havde været, så jeg besluttede mig for at rive teltpælene op og købe mig plads et nyt sted.

Jeg famlede lidt i blinde (ikke helt, søg på ordet review og det firmanavn du overvejer at blive kunde hos), og valgte et amerikansk selskab, Hostwinds. Jeg har endnu ikke haft grund til at fortryde :-)

Jeg bruger et wordpress-plugin updraftplus (gratisudgaven) til at tage backup af min side en gang ugenligt, og efter at have installeret wordpress og updraftplus kunne jeg hente en backup ind. Desværre var billederne fra siden ikke kommet med i overførslen, så det tog mig næsten en time! at downlode 10 MB fra den gamle server.

Men op kom siden da. Og nu med SSL, grøn hængelås og ingen kommentar om, at siden er usikker.

Jeg fik også sat mine private mails op, det gik nemt og smertefrit, da jeg først fik peget domænerne mod det nye webhotel. Der var et par gange i forløbet, hvor jeg gik lidt i stå og måtte spørge til råds. Enten ved at læse i deres “knowledgebase” eller ved at spørge i deres chat, der jævnligt poppede op for at spørge mig om der var noget jeg manglede. Altsammen på engelsk.

Nu er det godt 46 timer siden, jeg bestilte mit nye webhotel, og lige nu er alt lysegrønt.

Næste afsnit bliver at få nogen af de talrige domæner, jeg også har, sat op på serveren. Og lære noget mere dns og sikkerhed. Det er ikke nemt at finde sovepuder.